fandens kællinger -en fortælling fra Chr. IV's tid (1987)
		Skuespil i én akt. Skrevet for & med teatergruppen Picnic på Virum Gymnasium. Udgivet på forlaget DRAMA, som osse dermed har rettighederne til at publicere  teksten - her derfor kun uddrag og forklaringer. Den samlede tekst kan fås hos forlaget eller formodentlig osse på enkelte  biblioteker. Glipper alt andet, kan man jo kontakte forfatteren... Ved uropførelsen fordelte rollerne sig sådan hér: kvinderne Sidsel Knud Vejrums Jette Krølner Signe Adsersdatter Line Kemner Ingeborg Chrestensdatter Pernille Schütz Maria Katarina, kaldet Katrine Mirjam Röder byen Oluf Jørgensen, sognefoged Mogens H Dahl Arvid Eriksen Søren Valerius . . Musikanten Kim Lundquist . . iscenesættelse Jens Münster instruktørassistent Klaus Ib Jørgensen Amatører i hele landet har siden været flinke til at spille stykket  - via afregninger til Danske Dramatikeres Forbund har man  fortalt mig om ca. 10 produktioner i 1989-2000.		hjemigen     .
		Ved udgivelsen forsynede jeg på forlagets opfordring udgivelsen med en lille note om tekstens tilblivelse. Genoptrykt hér kan den måske give en idé om intentionerne: Fandens Kællinger er ikke et egnsspil. Hverken den lokale eller den nationale historie griber afgørende ind i forløbet. Oluf Jørgensen, Hans Lauridsen, hr. Hans og Hans Merkel van Schmalkalden har alle eksisteret - og Jens Møenbos stud blev faktisk stjålet - men fakta binder ikke spillet rent geografisk. Der er intet til hindring for at flytte spillet til en anden lokalitet med andre sted- og personnavne, hvis det skulle være mere attraktivt Fandens Kællinger er blevet til under en kultuministeriel bevilling til 'projektstøtte til ny dansk dramatik for amatørteatre' og som sådant skrevet direkte til amatører - teatergruppen Picnic på Amtsgymnasiet i Virum. De medvirkende har haft direkte indflydelse på forløbets og rollernes udformning, men samtidig søger teksten at opfylde en række krav, der udspringer af amatørens erfaringsområde: Replikker og sekvenser (scener) er i alt væsentligt gjort korte og monteret med en teknik, som til dels er inspirerey af en filmisk fortælleteknik. Undertekst i forhold til den enkelte replik er bevidst begrænset og i stedet søgt indbygget i dialogernes komposition. Under hensyntagen til netop Picnic's erfaringsområder er rollerne mere komponeret i replik og situation end i gestus og fysisk udfoldelse. Spillets historiske tid taget i betragtning, er der taget vidtstrakte hensyn i den benyttede sprogbrug. Uden at støde nogen, kan det vel hævdes, at teateramatørers forhold til gammeldanske ord og sætningskonstruktioner sjældent er det lykkeligste; de værste anakronismer er dog søgt undgået.... I denne version spiller MUSIKANTEN lut; for Picnic rådede oprindeligt over en lutspiller. Men der er intet til hindring for at lade ham spille fløjte eller andet - samtidigt - instrument. Ligesom det vil være legitimt at vælge andre emner end de angivne indenfor tidens righoldige sangskat. Der findes mange trykte 'kilder' af god kvalitet om tiden, uanset samfundets udstødte ikke er de bedst dokumenterede. Nogle af de bredeste skildringer findes i Troels-Lunds Dagligt Liv i Norden i Det Sekstende Århundrede, især bind 6, i Kvindfolk. En Danmarkshistorie fra 1600-1980 bind 1 og Dansk Socialhistorie bind 3. Historierne fra de lokale forhold findes i Lyngbybogen fra 1934, en artikel med titlen "De Virum Bønder paa Kristian den Fjerdes Tid". Selvom næppe én i Picnic vil påstå sine forventninger opfyldt (det vil nok osse være vanskeligt, forskellighederne taget i betragtning...), mener jeg at kunne konkludere, at det nok er en omstændelig proces - at lade de medvirkende være medbestemmende i forhold til roller og forløb - men osse, at de gensidige påvirkninger er gode og inspirerende; både for dramatikeren og for de medvirkendes engagement. Cirka en tredjedel inde i fortællingen har den yngste, Signe, en stille stund i selskab med den højgravide Ingeborg. INGEBORG Mandfolk er noget rak. SIGNE Årh, vel ikke allesammen. SIGNE kigger efter MUSIKANTEN. INGEBORG Det ved Gud. Har du mødt et mandfolk, du ku' stole på? SIGNE Nånej... INGEBORG De er noget rak. SIGNE Nogle af dem, selvfølgelig... Nu ham smeden i Slangerup... INGEBORG Dengang... SIGNE Ja? INGEBORG Det er fuldstændig ligemeget nu. SIGNE Nå? Du skal endelig ikke fortælle noget, hvis du ikke har lyst. INGEBORG Nejnej - det var ham, der var min husbond dengang. Eske. Han var ikke så gammel, tredive år, deromkring. Og han var endda lige gammel med madmor, hun var bare... ja, jeg ved ikke hvad, en heks, en gammel heks at se til. Han lovede mig - vi sku' giftes, jeg sku' få både karl og pige, og børn ville han osse ha'. Han fik aldrig nogen med hende. Den so. Det tror pokker. Ingen ku' vel få lyst til at røre ved hende. SIGNE Jamen, hvis de var gift... han må da, jeg mener... INGEBORG Det tror jeg ikke. De blev gift for at få lagt to halvfæstegårde sammen. Sagde han i hvert fald. Jeg ved ikke... Jeg så dem engang kysse hinanden... ude i stalden... han stod med hånden oppe under skørterne på hende... jeg blev så gal... og flov... og ked af det. Han lignede slet ikke sig selv, som når han så på mig, på den måde. Bagefter, om aftenen, da han kom ind til mig, som han plejede - der sagde han, han var nødt til det. Så hun ikke fik mistanke. Der havde vi allerede planlagt det. SIGNE At stikke af sammen? INGEBORG At gi' hende rottekrudt. Tavshed. SIGNE Det passer ikke. Ingeborg, det passer ikke. INGEBORG Hun var jo syg alligevel. Hun fik de der kramper. Ikke så tit, men... hun lå dér og spjættede og regerede, med fråde om munden, så Eske måtte stikke en pind mellem hendes tænder, så hun ikke bed tungen af sig. Det havde sgu ellers ikke gjort noget. SIGNE Jamen... ta' livet af hende... INGEBORG Hvis du vidste, hvor jeg hadede hende... Eske sagde, jeg sku' købe rottekrudtet hos apotekeren i Roskilde. Hvis han spurgte, sku' jeg bare sige, det var til mosegrisene... SIGNE Blev I så opdaget? INGEBORG Eske sagde, det ville se ud som om hun var død af de der kramper. SIGNE Hun døde ikke? INGEBORG Det var ham, der sku' komme det i hendes mad. Men jeg tror ikke, han turde, i virkeligheden. Vi skændtes om det, jeg ku' jo se, der ikke skete noget. Den sidste gang blev han så gal, at han stak mig én på skrinet. Jeg røg lige over i muren. Det var min egen skyld - jeg spurgte, om han foretrak soen derinde for mig. Men han blev så flov, og så... så blev vi gode venner bagefter. SIGNE Du er ikke rigtigt klog. INGEBORG Jamen, jeg var så glad for ham. Madmor opdagede, jeg var med barn - jeg kastede op hver morgen. Jeg ved ikke, hvad de snakkede om, men bagefter kom han ud i stalden og sagde, at de havde fundet ud af, jeg ku' blive gift med Lars, karlen hos sognepræsten, og så ku' vi blive på gården og efterhånden overtage den fra Eske og soen dér. På den måde ku' Eske og jeg være sammen, som vi plejede. Men det var jo ikke det, vi havde aftalt. Så prøvede jeg selv at komme rottekrudtet i hendes mad. Det blev selvfølgelig opdaget. Hun troede først, jeg var ved at stjæle af maden, så kom hendes to brødre ind og de fandt posen med pulveret. De tæskede mig, de klippede håret af mig, og så tæskede de mig igen. SIGNE Du var heller ikke meget bevendt, da vi fandt dig. INGEBORG Eske sagde selvfølgelig, det hele var min idé - jeg havde været ude efter ham, men han havde sagt nej. Så trak jeg op i særken og viste ham min mave, og råbte, at det var Eskes barn, og så tæskede de mig én gang til. Men jeg fik da revet soen godt i ansigtet, selvom jeg knækkede en negl. Denne hér var det. SIGNE Jeg blev stillet for herredstinget dengang. INGEBORG Mig jog de bare væk. Og skreg, de ville slå mig ihjel, hvis jeg kom tilbage. Mirjam i forgrunden som Katrine - i baggrunden Signe, Ingeborg og Musikanten. Lige hér er det vist Katrine, der fortæller sin 'historie' i form af en drøm, hun har haft. Senere støder de fire kvinder, der har overnattet i en grøft udenfor landsbyen Virum, sammen med stedets sognefoged, som de forklarer, at de er en omrejsende teatertrup; men dét er usædvanligt - at de er kvinder i det job.. SOGNEFOGEDEN Dit navn er Sidsel, sagde du? Sidsel Enevoldsdatter? SIDSEL Ja. Det er det. SOGNEFOGEDEN Men du er vist ikke hér fra egnen? SIDSEL Det har jeg heller ikke sagt. Jeg er jyde. SOGNEFOGEDEN ja, det hører man. Hvorfra i Jylland? SIDSEL Det hører man måske ikke? SOGNEFOGEDEN Hun er ikke tilfældigvis den samme som Sidsel Knuds fra Vejrum? SIDSEL Jeg er en anstændig enke... SOGNEFOGEDEN Javelja... SIDSEL Jeg kender hende ikke. SOGNEFOGEDEN Tør hun gøre sin saligheds ed på dét? SIDSEL Hvad får jer til at tro, jeg kender hende? SOGNEFOGEDEN Hun er godt kendt, derovre ved Vejrum. Nu min fætter, han er hosekræmmer - han kan kønne historier om Sidsel Knud Vejrums. Nogle af dem ikke så kønne endda. SIDSEL Tro mig, sognefoged, jeg kender hende ikke. SOGNEFOGEDEN Hvor kommer hun da fra? Hun må ha' hørt om Sidsel Knuds derovre. Det var noget med en pige - som døde fra hende, under en fosterfordrivelse. SIDSEL Man skal ikke tro på alle historier. De hosekræmmere, jeg har kendt, har alle kigget for dybt i flasken til at være troværdige. SOGNEFOGEDEN Hun lod blodet og livet rende af pigebarnet. Og da de ville dømme hende ved Viborg Herredsting, var hun rømmet. Hun havde vist gravet sig ud af hullet med de bare næver. Fortalte min fætter. Så skyldig var hun skam. SIDSEL Jeg aner ikke, hvad han taler om. SOGNEFOGEDEN Det var ikke den eneste historie. Det bli'r osse sagt, hun er gået i én af tørvemoserne derovre. Men det har hun måske ikke hørt? SIDSEL Det passer ikke. Hun kom ud til mig ugen før, og ville ha' mig til det. Men jeg ville ikke. Jeg var bange. Hun kendte én, jeg havde hjulpet året før. Knud var osse blevet bange, han havde truet mig med herredsfogeden, var jeg så nok så meget hans kvinde. Jeg turde ikke. Hun var struttende rund, jeg kendte hende nede fra byen. Hun lo og pjattede med alle, unge og gamle. Og pludselig stod hun så dér, helt uden smil, men osse uden tårer. Og sagde, at hvis jeg ikke hjalp hende, sku' jeg nok komme til at fortryde det. Men jeg turde ikke. Og så kom hun igen, ugen efter. - "Nu bli'r du nødt til at hjælpe mig", sagde hun. Hun hande prøvet selv at kradse sin ulykke ud - hun havde stumpen af en brækket køkkenkniv endnu, knuget i den ene hånd. Hun stod dér i døren, med hænderne og skørterne presset ind mellem lårene. Det var først, da jeg fik hende ind i kammeret og fik lagt hende ned, at jeg så, hvor meget hun blødte. Hun var bleg som mit sengelinned, det var alt for sent at køre til bartskær, og alt for langt. Jeg prøvede at stoppe blodet, først med kogte klude, så med vejbred og pres. Men det var som om hun ikke selv ville. Selv efter hun holdt op at trække vejret, blødte hun. Jeg satte mig ved ildstedet - og bad, som jeg bedst havde lært. Men jeg ku' kun se hende for mig. Det lyse, rendende blod. De store, hvide lår. Hele den runde, slappe krop. Jeg turde ikke hjælpe hende. Og så hævnede hun sig. Hvem ville ha' troet mig? SOGNEFOGEDEN Nå, hvad siger du? SIDSEL Jeg må snakke med de andre. SIGNE Hvad med vores forestilling? SOGNEFOGEDEN Det er jo, som hr. Hans osse sagde... KATRINE Hvis I er bange for, vores fromme komedie sku' være uanstændig, hvad så, om I så den? SOGNEFOGEDEN Jojo. Selvfølgelig. Men jeg ved ikke...? KATRINE Vi spiller den for jer. Hér. SOGNEFOGEDEN Nu? KATRINE Her og nu. Så kan du selv dømme, sognefoged! SOGNEFOGEDEN jeg... Jeg må spørge hr. Hans...! INGEBORG Spørge hr. Hans, spørge hr. Hans...! KATRINE Vi spiller det gerne, så kan I selv se, det er et anstændigt spil. Gør vi ikke? De andre bejaer ivrigt. SIDSEL I er vel mand for at dømme selv? SOGNEFOGEDEN Naturligvis. Men jeg ville alligevel foretrække... KATRINE Stoler du ikke på din egen dømmekraft? SOGNEFOGEDEN Jeg henter først hr. Hans. SIDSEL Er dét nødvendigt? I, som forstår jer så godt på mennesker, kan I ikke afgøre den sag selv? SOGNEFOGEDEN Jeg er straks tilbage. Det er mere hensigtsmæssigt, hvis vi er to til at afgøre det.   Historien har ikke happy end... vi diskuterede det længe i gruppen, men selv med en moderne tids tiltro til kvindemagt og -kraft, troede de fire piger ikke på, at kvinderne kunne klare sig alene i den verden, vi havde lært at kende.